Slægtstræ for
Søren Nielsen & Lene Dræby Kottal

Min mormor, Jenny Kristine Juhl

Min mormor Jenny Kristine Juhl blev født i Holsted i 1921. Hun elskede at fortælle om sit liv, som bød på mange hårde oplevelser.

I Jennys barndom gik man i kirke hver søndag. Hun syntes ikke, det var særligt spændende at lytte til præstens ord, så hun faldt næsten altid i søvn under gudstjenesten. I begyndelsen blev hun irettesat af både sine forældre og præsten, men efterhånden opgav de og lod hende tage en lur.

Alt ved kirken var dog ikke lige kedeligt. Jenny elskede at synge salmer. Da hun gik i skole, skulle hun skrive opskrifter ind i et hæfte, men det fandt hun åbenbart ikke spændende nok. Hun skrev godt nok opskrifter i hæftet, men vender man hæftet om og starter bagfra, finder man afskrifter af de salmer, hun bedst kunne lide.

Som ung pige var Jenny ude og tjene flere steder i lokalområdet, men det var ikke nok for hende. Hun ville til en større by, så hun søgte en plads i København. Hun fik også pladsen, men hendes mor forbød hende at rejse så langt væk, så i stedet tog hun en plads på Åløkke Børnehjem i Odense.

Da Jenny rejste til Odense i 1943, var det første gang hun kørte med tog, og hun har fortalt, at det var en skræmmende oplevelse at rejse lå langt væk fra alt, hvad hun kendte. Da hun ankom til Odense, måtte hun gå omkring 3 km for at komme ud til børnehjemmet.

Jenny var glad for at være på børnehjemmet og blev hurtigt veninder med en af de andre tjenestepiger på hjemmet. Ved årsskiftet 1943-44 blev Jenny inviteret til nytårsfest af sin veninde. Til den fest mødte hun sin kommende mand, Helge Løve Hansen. Eftersom 2. Verdenskrig var i gang på dette tidspunkt, måtte de ikke være udenfor efter mørkets frembrud, men fordi det var nytår, brød de reglerne og blev længe til festen. Da Jenny og hendes veninde kom tilbage til børnehjemmet ud på natten, var hoveddøren låst, og de var nødt til at vække forstanderinden for at komme ind - hvilket selvsagt ikke var populært. Deres upopularitet blev dog ikke mindre, da de kom op på deres værelser.

Jenny og veninden havde værelser lige ved siden af hinanden. Åbenbart syntes de begge at Helge Løve Hansen var en tiltalende ung mand, for de skændtes om hvem der skulle have ham - og det fra hver sit værelse igennem væggen. Skænderiet sluttede først, da forstanderinden kom og irettesatte dem, fordi de var temmelig højlydte.

Jenny vandt kampen om Helge, og i 1945 blev de gift. De havde aldrig deres bryllupsbillede hængende fremme, for Jenny var højgravid. Faktisk blev de gift i al hast på Odense Rådhus fire dage før deres første barn blev født. Dengang var det ikke velset at man fik børn udenfor ægteskab, og børn født udenfor ægteskab blev ofte drillet med det og på en måde behandlet dårligere. Derfor skyndte de sig at blive gift inden fødslen, men de ønskede naturligvis ikke at vise deres skamfulde billede frem for deres gæster, så det blev lagt væk i en skuffe.

Helge og Jenny boede først i Nørregade i centrum af Odense, men da min mor var få år gammel flyttede de til Njalsvej i Odense-forstaden Bolbro. Deres hjem i Nørregade var en meget gammel og nedslidt lejlighed - faktisk så nedslidt at gulvet på et tidspunkt bristede under Jennys ene ben, imens hun stod med min mor på armen. Min mor kom ikke noget til, men min mormor fik et sår på skinnebenet, der konstant blev værre og hæmmede hende resten af sit liv. Deres nye hjem i Bolbro var et nybygget rækkehus, så det var ren luksus i forhold til baggården i Nørregade.

Efter hendes eget udsagn havde Jenny et heftigt temperament. En dag var hun blevet sur over et eller andet (som hun ikke længere kunne huske, hvad var) og havde i arrigskab løftet døren fra entréen ind til stuen af hængslerne. Efterfølgende kunne hun ikke få den sat på igen og lagde den derfor ned på gulvet i stuen. Det var åbenbart ikke fremmed for min morfar, at hun havde lidt temperament, for da han kom hjem fra arbejde og så døren ligge på gulvet, satte han den tilbage på hængslerne - og spurgte aldrig, hvorfor hun havde taget den af.

Jeg har aldrig mødt min morfar, for han døde knap 2 år, før jeg blev født. Han havde gentagne gange fået hjertestop og var blevet genoplivet, men en dag fik han nok og bad om ikke at blive genoplivet, når det næste hjertestop kom. Min mormor blev naturligvis vred og syntes, han var selvisk, når han opgav livet på den måde, men han holdt fast i sin beslutning. Kort efter faldt han om i deres egen have, hvor min mormor fandt ham livløs og måtte indse, at hendes ledsager gennem 31 år ikke fandtes længere.

Det må have været utroligt hårdt for min mormor, men jeg tror aldrig hun kom til at føle sig ensom, for hun havde sine børn og snart også en masse børnebørn. Jeg elskede at besøge min mormor, fordi hun altid fortalte en masse om sit liv. Der var mange spændende historier, men også nogle skræmmende som f.eks. hendes fortællinger om 2. Verdenskrig.

Jeg blev opdraget til at synes, at min mormor skulle beskyttes mod alt ondt, også viden om hendes børns sygdom. Min moster Birte fik en del blodpropper i tarmsystemet, og derfor skulle hun opereres. Kirurgen måtte opgive at gøre noget ved situationen og gav i stedet min moster en dødsdom. Hele familien tog ud på sygehuset for at sige farvel, men ingen kontaktede min mormor, fordi "det ville hun slet ikke kunne klare". Da Birte vågnede efter narkosen, spurgte hun efter sin mor, og så måtte hun jo hentes. Jeg er sikker på, det var en af de værste dage i min mormors liv, men hun viste en side af sig selv, som jeg ikke havde set før. Hun var stærk, faktisk stærkere end nogen af os andre. Hun mente nok, at det var hendes opgave at få familien igennem den forfærdelige situation.

Kort før julen 2007 fik min mormor konstateret kræft, og det havde spredt sig til leveren, så der var ikke noget at gøre. Hun brokkede sig ikke, men det var tydeligt, at hun ikke brød sig om at være på sygehuset. Min mor er uddannet social- og sundhedsassistent og ved derfor meget om pleje af syge og ældre. Derfor tilbragte min mormor sine sidste dage på en sygeseng i min mors stue.